Generalforsamling 2012

Rødovre Lokalhistoriske Forening

Generalforsamling og medlemsmøde

afholdes mandag den 13. februar 2012 kl.19.00

i „Loen" på Rødovregård med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Formanden aflægger beretning
*) se venligst nederst på siden
 

3. Kassereren forelægger regnskabet

Årets reviderede regnskab er udsendt til medlemmerne 

4. Fastsættelse af kontingent

5. Indkomne forslag

Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest den 3. februar

6. a) Valg af bestyrelsesmedlemmer

Kai-Ole Gustav, Bjarne Søjbjerg, Peter Kroll og Kirsten Torp. Alle ønsker genvalg.

b) Valg af suppleanter

Liss Rose ønsker genvalg

c) Valg af revisorer

Birthe Hove Nielsen ønsker genvalg

d) Valg af revisorsuppleant

Elly Bækgaard ønsker genvalg

7. Eventuelt

Pause:

NB: Der vil være mulighed for at betale kontingent mellem kl. 18:15 til 18:55 eller på udleveret girokort.

Medlemsmøde:

1. Marie Drost Aakjær, arkivar på Lokalhistorisk Samling, vil berette om årets aktiviteter i Samlingen samt kommende planer.

2. Thomas Lilliebjerg vil præsentere årets medlemsgave „Rødovre anno 1958". Dernæst vises filmen og til slut vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

3. Kommende arrangementer.

Den 17. januar 2012

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Foreningen er vært for lidt til ganen og maven.
 
*)
Formandens beretning for året 2011.

Den 3. februar startede vi året med et ekstraordinært arrangement:

Rundvisning i Erichsens Palæ– Den Danske Banks hovedsæde

Vi blev i 2 timer guidet rundt af Grandjean, som fortalte os om den rige handelsmand, agent Erich Erichsen og opførelse og indretning af et af Københavns fornemste palæer i klassicistisk stil. Der blev serveret gratis sandwich, vin og fyldte chokolader, 45 deltog.

 

Den 21. februar havde vi så:

Generalforsamling 2011

Den var som sædvanlig velbesøgt, over 100 deltog. Medlemmerne fik udleveret deres medlemsgave, et gratis eksemplar af den nyudgivne bog ”Korsdal. Kirkens korshærs redningshjem for mænd i Rødovre 1918 - 1933”.

Bogen er et resultat af Birgit Andreasens undren over navnet Korsdalsvej. Efter en længere research, blev det til et spændende foredrag i 2010 samt en bog over livet i gartneriet ”Korsdal”. Vi i bestyrelsen er stolte over at have en forsker og forfatter i blandt os. Tak!

 

Den 26. marts startede forårsprogrammet med:

En rundvisning på Københavns Rådhus
Vi fik en guidet tur på 2 timer rundt på Nyrops mere end 100 år gamle rådhus med alle dets pudsige og charmerende bygningsmæssige overraskelser. Undervejs fik vi en rådhuspandekage nede i krypten. Her hørte vi om Københavns historie af en engageret, halvsvensk guide, der kunne sin Danmarkshistorie, og hans datter der serverede, spillede flygel undervejs. 30 deltog her.

 

Den 30. april var vi så på:

Tur til Øregård - landsted og museum 

Her var vi begunstiget af dejligt varmt solskinsvejr, og en engageret guide viste os rundt på landstedet, som blev opført i perioden 1806-8 til storkøbmand og plantageejer Johannes Søbøtker. Vi blev guidet rundt i den faste udstilling samt den nyligt åbnede særudstilling med Franciska Clausens malerier fra perioden 1921-1931. 18 deltog.

 

Den 15. maj afholdt vi årets tilløbsstykke:

Tur til Greve Museum
Vi fil i løbet af få dage mere end 30 tilmeldte. Vi besluttede på næste bestyrelsesmøde at lave et tilsvarende arrangement her i foråret 2012, så alle få en chance. Marie Drost Aakjær, arkivar for vor Lokalhistoriske Samling, havde tilbudt at vise os rundt på hendes anden arbejdsplads, Greve Museum.  Den permanente udstilling med hedebostuer, landkøkkener dragter, tekstiler, malerier og klunkemøbler fortæller om udviklingen på landet. Marie guidede os videre rundt i særudstillingerne:Elsker – elsker ikke og Livet i et sommerhus ved Mosede Strand i 1911. Vi sluttede af med en dejlig frokosttallerken. 25 deltog.

 

Skybruddet den 2. juli

Bibliotekets kælder stod under vand men takket være en hurtig indsats fra Marie og undertegnede reddede vi de fleste af foreningens bøger fra druknedøden.      

 

Efter sommeferien
Da Ejbybroen blev indviet den 16. august, blev foreningen inviteret med, Ebbe Hinz og Tage Ejbøl fra bestyrelsen deltog her.
 
 

 

Befæstningsdagen den 26. september
Tage Ejbøl, som er vores ”Vestvoldsmand”, er meget aktiv i dette foretagende og sørgede, sammen med Birgit Andreasen, Sigurd Rambusch, Bjarne Søjbjerg, Anita Lilliebjerg og undertegned, for salg af foreningens bøger og reklame for vores forening. Kai-Ole Gustav holdt som vanligt friluftsgudstjeneste på volden. Arrangementet var atter en succes og vi nød alle det gode vejr.

 

Den landsdækkende ”Frivillig Fredag” afholdtes 30. oktober i Rødovre Hallen. Her var foreningen repræsenteret af Kirsten Torp, Tage Ejbøl og undertegnede.

 

Den 9. oktober startede efterårets arrangementer med:

Tur til Grundtvigskirken og det omliggende kvarter

Kirken er formet som et kirkeorgel. 3 generationer af Klintfamilien har stået som bygmestre her. Thomas Viggo Pedersen, der var vores guide, kendte alle de små detaljer af kirken, han har selv været organist i kirken, så det var tydeligt hans hjemmebane. 30 deltog.

 

Den 29. oktober havde vi fået et supertilbud fra Palle Cranil:
En guidet tur rundt i De kongelige Stalde på Christiansborg
Disse bygninger er de sidste rester fra Københavns Slot fra Christian den 6. tid i 1745. Vi så alle de flotte kareter. 33 deltog.

 

På Ældredagen 3/11 var foreningen repræsenteret oppe på festpladsen i RC. Bogboden blev passet af Kirsten Torp. Vi fik snakket med folk og solgt lidt bøger og kort.

 

Den 14. november afholdtes vores sidste arrangement, hvor Tage Ejbøl holdt et foredrag om:

Militære anlæg i Rødovre Kommune
Tage har gennem mange år oparbejdet en stor viden indenfor området, så det var en yderst spændende aften. 30 deltog

 

Hjemmesiden
Vi har vores egen hjemmeside med domænenavnet:
www.roedovre-lokalhistoriske-forening.dk .

Birgit Andreasen er webmaster, og Peter Kroll leder brevkassen. Begge designer, rediger og kommer med nye ideer til hjemmesiden. At foreningen er blevet digital betyder, at man løbende kan se, hvad der sker i foreningen og hvem man kan kontakte. Der vil være en beskrivelse af vores arrangementer, de kommende med datoer til kalenderen og tidligere afholdte arrangementer med medlemmernes billeder.

Jeg vil opfordre alle medlemmer at gå ind på hjemmesiden. Hvis I har ideer og kommentarer til denne, kan I skrive det direkte på os på hjemmesiden.   

 

Medlemstallet
Selvom vi hvert år mister medlemmer p.g.a. naturlig afgang, kommer stadig nye til, vi er nu oppe på 260 medlemmer

Gaven til medlemmerne i år er filmen
 
    

”Rødovre anno 1958”
Vi håber, at den vil blive modtaget lige så godt som erindringsbøgerne, som vi allerede har genoptrykt. Dvd’en har vi valgt at sætte til den meget lave pris på 50 kr.

 

Nybolig Ejendomsmægler Martin Enemærke sponserer hvert år trykningen af vore programmer og indkaldelser. Vi takker for denne gode støtte.

 

Vi har et par ideer til, hvad vores næste produktion skal være:

1. Flere gamle Rødovrefilm på DVD evt. med et hæfte knyttet dertil.

2. Bog med billeder af kunstværker i Rødovre

3. Henry Hansens materiale om barnemordersken Ane-Kathrine Andersdatter som bog og

4. Historien om Bob, en frihedskæmper, der smuglede jøder til Sverige. En CD-Rom

 

Vi kan desværre ikke love, at der bliver en gratis gave til medlemmerne til næste år; men vi vil gøre vores bedste.

 

Vi har altid haft et rigtig godt samarbejde med den lokalhistoriske samling, som i mange år har været ledet med sikker hånd. Den nye arkivar for samlingen, Marie Drost Aakjær, har virkeligt været en stor fortjeneste for Rødovre kommunes kulturarv, og vi takker hende for det nære samarbejde, hun har udvist over for foreningen. Det store arbejde med smalfilmene har virkelig været givtigt for begge parter og der ligger meget spændende arbejde fremover.

Det har derfor været vigtig for os i foreningen at imødekomme et ønske fra Samlingen om at støtte økonomisk med kr. 3000 til digitaliseringen af Rødovrefilmene. Medlemsgaven er et resultat af denne finansiering. Tak til Marie for godt samarbejde.

 

Vi har en meget aktiv bestyrelse, hver på sit område:

 

Som formand arbejder jeg stadig på at få et overblik over Foreningens historie med henblik på en senere publicering. Hvis nogle af de tilstedeværende har noget materiale eller fotos fra tidligere udflugter eller foredrag, må de godt henvende sig til mig bagefter. Materialeindsamling af billeder og videos af Rødovre begivenheder er også noget, jeg vægter højt: Jan Hylleborg afleverer stadig sine tv-udsendelser fra Rødovre Lokal TV ned på Samlingen og her bliver den løbende opdateret. Tak Jan for dit flotte arbejde.

 

Netværket af skolebibliotekarerne i Rødovre er stadig i de indledende faser. Målet er, at vi opfordrer lærere og skoleledere til at indsamle fotos og tekst fra skolernes hverdag og fest, samt ting fra deres hjemmesider, og giver dem videre til Samlingen. Problemet er efter digitaliseringen, at vores kulturarv forsvinder løbende ved hver ny opdatering. Om 10 år er alting glemt, hvis der ikke gøres noget nu.

Jeg vil prøve at få overført alle de gamle Rødovrefilm digitalt enten på DVD eller nettet, så vi alle kan få glæde af dem. Årets medlemsgave ”Rødovre Anno 1958” er et resultat af det fine samarbejde, vi har med Samlingen. Og jeg bliver stadig taget med på råd i kommunen m.h.t. Samlingen og dens videre fremtid.

 

Birgit Andreasen er næstformand, aktiv foredragsholder, forsker, forfatter og kunstmaler. Desuden er hun webmaster på vores nye hjemmeside og er arrangør af medlemsture. Birgit er altid i fuld gang med nye spændende projekter til gavn for foreningen og er en stor inspirator for os alle.

 

Kirsten Torp, kasserer, styrer økonomien og har styr på vores publikationer. Er aktiv i pakning og uddeling af breve til medlemmerne og hjælper med det praktiske til bestyrelsesmøderne og foreningens aktiviteter udadtil.

 

Anita Lilliebjerg er som nyvalgt allerede et meget aktivt bestyrelsesmedlem. Hun har allerede arrangeret flere ture, delt materialer ud og er nu sekretær i bestyrelsen.

 

Sigurd Rambusch er vores arkivkyndige bestyrelsesmedlem der, som mentor, altid hjælper til med alt inden for foreningsarbejdet.

 

Ebbe Hinz er en aktiv hjælper. Han er for tiden ved at indsamle materiale om Islev Skole.

 

Kai-Ole Gustav repræsenterer foreningen ved at holde gudstjeneste på Vestvolden på

Befæstningsdagen.

 

Tage Ejbøl er vores kontakt til Vestvoldsprojektet og Befæstningsdagen og arrangerer flere af vore udflugter. Han er også foredragsholder og eksperten inden for militære anlæg i Rødovre.

 

Ib Gatzwiller har valgt at stoppe p.g.a. sygdom. Jeg vil hermed sige en stor tak for de mange år Ib har arbejdet for vores forening: Han har stået i boder og gjort reklame for foreningen, arrangeret udflugter og deltaget i pakning og uddeling af breve til medlemmer - og meget vigtigt: Hjulpet kassereren med at besøge de medlemmer, der ikke har fået betalt kontingent. Vi har i den forbindelse takket ham for de mange aktive år ved at give ham en stor blomst.

 

Bjarne Søjbjerg deltager i pakning og uddeling af breve til medlemmerne og fotograferer rundt om i kommunen. Billederne afleveres til samlingen.

 

Peter Kroll er layouter af vores tryksager, programmer og hvervefolder samt webmaster på vores hjemmeside sammen med Birgit og styrer også hjemmesidens brevkasse. Peter har en fantastisk evne, han kan overbevise folk om, at et sponsorat for vores forening er den bedste investering.

 

TAK FOR GODT SAMARBEJDE
 

Thomas Lilliebjerg, formand for Rødovre Lokalhistoriske Forening

 

 

KOMMENDE AKTIVITETER:

 

Den 25. marts:                      
Tur til Greve Museum med Marie Drost Aakjær som guide.

 

Søndag d. 29. april:                      
Rundvisning på Diakonissestiftelsen

 

Lørdag d.19. maj:                     
Besøg på Frilandsmuseet

 

Forårsprogrammet kommer ud umiddelbart efter generalforsamlingen.

 

Formandens beretning blev præsenteret på generalforsamlingen den 13. februar 2012.

 

 

 

 

Generalforsamlingen 2011: Næsten 100 medlemmer deltog i det vellykkede arrangement - og det gode traktement med vin og ost.